Fælles lejrtur til Sletten

Vi har netop gennemført tre vidunderlige dage ved “Det Ny Sletten” ved Ry/Himmelbjerget for 3. – 4. – 5. årgang.
Tre dage med 140 børn som på tværs af klasser og årgange gennemførte ture i skoven, posteløb rundt i terrænet og som i det hele taget bare boltrerede sig med aktiviteter og lege under den åbne himmel. Nyd billederne fra de tre dage, hvor vi var velsignet af et fantastisk vejr.

Overskriften fortæller i virkeligheden rigtig meget af det, vi gerne vil som skole. Vi vil dyrke det “fælles”, og det gør vi. Oftest er det fællesskabet i den enkelte klasse, der er i fokus, men vores omfangsrige rejseprogram gør, at vi hvert år – på alle årgange – har mulighed for at dyrke fællesskabet i større sammenhænge. 

På den måde har 7. årgang lige afsluttet en tilsvarende uge i Skagen med teamsamarbejde, og vores 9. årgang er netop hjemvendt fra studieture ude i Europa.

Fællesskab og at være “en del af noget større” gælder ikke kun for fodboldlandsholdet, men skulle gerne være en oplevelse hos os alle, ikke mindst hos de unge mennesker her på Elise Smiths Skole. Det arbejder vi for hver eneste dag.